Åbning

Her sker ingenting. Her skal intet rettes op eller rives ned. Der er ingen fortolkning på vej. Ingen konklusion. Dette er den løse ende af en tråd af ord, der engang var lyde. Lyde, der engang gav genlyd her og der i universet, i et hjørne af rummet, eller måske blot i et hjørne af et menneskes fantasi. Nu, mens disse linjer glider forbi dine øjne, er lydenes energi for længst svundet bort, og kun deres spøgelsesagtige spor står tilbage på papiret. De er alle forstummet. Alle lydene, og måske også hele den verden, sammen med dens mennesker. Måske har selv det sind, der engang satte sporet af disse lyde på papiret, for længst holdt op med at trække vejret. Ligesom netop dette øjeblik — det, hvor du læste denne sætning — allerede er forbi, er alle bogens øjeblikke forbi. Øjeblikke og billeder, der ville være gået tabt i verdensbegivenhedernes feberhede mumlen, hvis de ikke var blevet skrevet ned her. De blev skrevet ned for at blive en bro mellem min verden og din. En bro fra min verden, i det øjeblik jeg skriver disse sætninger, til din, i det øjeblik du sætter dig ned for at læse dem. Fra denne side vikler jeg ordenes tråd ud, og fra den anden side samler du dem op. Ligesom i barndommen, når Maman trevlede garnet op af gammelt tøj, og vi tog tråden og kredsede rundt i huset, så garnet ikke hobede sig op. Måske kom din generation et par år efter garnets verden — men forestil dig: engang, et sted i verden, legede børn sådan. Nu vikler jeg ordenes tråd ud, og du tager dem op og bærer dem ind i din egen verden, så de ikke hober sig op her, i min verden.